Sider

mandag den 24. oktober 2011

FRISØREN OG MIG

Og så er der lige den med frisøren:


Jeg trængte sådan til at få klippet spidsene i mit hår og var alt for nærig til at betale en formue for 3 cm af i en lige række. Tog derfor en tid uden tidsbestilling. Blev undervejs i tvivl. Skulle jeg mon alligevel prøve en kort page? "Nej", sagde den unge mandlige frisør. "Du gider da ikke at ligne en kedelig kontoransat, gør du?" Og når han sagde det sådan, så tænkte jeg: "Nej det gider jeg simpelthen ikke - som om jeg har brug for at understrege min alder med to streger under facit". Som om...


Og så var det han spurgte om det der, de bare ikke må spørge om, når jeg sidder i en frisørstol og bare har lyst til at slappe af: "Hvilken butik er det nu du arbejder i?" "Øhhh ikke rigtig nogen - jeg arbejder på et Jobcenter". Og så skete det... Liiige det, der ikke må ske, når jeg sidder der: Vi skulle tale om mennesker og problemer og selvfølgelig kendte han en, der lige netop nu har en sagsbehandler indenfor mit område. OMG - siger jeg bare. Og som om det ikke var nok, så understregede han at han altid får de mest spændende kunder med de mest spændende jobs.


Så er det jeg tænker:


1. Må man i den situation lyve og sige at man er en kedelig kontoransat i håb om at han ikke taler til en?


2. Er man overhovedet forpligtet til at betale, når man har en oplevelse af selv at have givet mere end man fik?


P.S Jeg har lige rettet pandehåret. Det var klippet skævt!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar